273.000 danskere har anmeldt en arbejdsskade siden år 2000. Det viser tal fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Bliv klogere på, hvad en arbejdsskade er, og hvad du selv kan gøre for at minimere risikoen for at blive ramt af en arbejdsskade.

Hvad er en arbejdsskade?
Begrebet arbejdsskade dækker over både arbejdsulykker og erhvervssygdomme. En arbejdsulykke er, når du kommer pludseligt til skade enten fysisk eller psykisk. Hvis du for eksempel falder ned fra et stillads, er det en arbejdsulykke. En erhvervssygdom er en lidelse, der er opstået på grund af dit arbejde, og som kan udvikle sig over kort eller lang tid. En arbejdsskade kan altså dække over mange forskellige lidelser såsom allergi, psykiske lidelser, hudlidelser og sygdomme i bevægeapparatet.

Sådan minimerer du risikoen for arbejdsskader

Først og fremmest skal du altid dobbelttjekke, at sikkerheden er i orden og udføre jeres sikkerhedsprocedurer. Det virker måske som et indlysende råd, men når rutinerne kører, er det ikke altid lige sikkerheden, vi prioriterer. Der er mange jobs, som involverer fysisk arbejde – også jobs, vi måske ikke lige tænker over. Medarbejdere på kirkegårde flytter for eksempel rundt på tunge kister, og det er en stor belastning for skuldre, nakke og ryg. De kan have gavn af en katafalk, som er en elektrisk vogn, som de kan trække og transportere kisterne rundt på. Det handler generelt om at belaste din krop mindst muligt. Så sørg for at løfte og trække med korrekt teknik, og brug de hjælpemidler, der findes.